Brandstiftelsen, genopbygningen og tre etager i tre stilarter
Branden i 1950: Sådan brændte Kinkaku-ji og kom tilbage
Paviljonen ved dammen overlevede borgerkrig, forsømmelse og fem århundreders Kyoto-vejr — for derefter at brænde ned til grunden på en enkelt nat i 1950. Det, der står i dag, er en genopbygning fra 1955, og historien om, hvordan det kom dertil, er den bedste grund til at besøge stedet.
Check dates and availability ↗En otiumsvilla klædt i guld
I 1397 erhvervede Ashikaga Yoshimitsu, tredje shogun af Ashikaga-slægten, Saionji-familiens forfaldne gods i Kyotos nordlige høje og begyndte at bygge Kitayama-paladset — et tilflugtssted, hvorfra han fortsatte med at styre landet i alt undtagen navn. Dets midtpunkt var en lille paviljon ved en dam, hvis øverste etager var beklædt med bladguld, hvilket afspejlede den såkaldte Kitayama-kultur fra æraen: aristokratisk forfinelse, zen-askese og kontinental kinesisk smag holdt i én bevidst balance. Det var aldrig meningen, at det skulle være et tempel. Det var en magterklæring klædt ud som et tilflugtssted for otium.
Sådan blev en villa til templet Rokuon-ji
Da Yoshimitsu døde i 1408, mistede Kitayama-paladset sin status som shogunal residens og blev efter hans eget ønske omdannet til et zen-tempel ved navn Rokuon-ji, med den store havedesigner og munk Musō Soseki hædret som grundlæggende abbed. Det er stadig dets formelle identitet i dag: et Rinzai-zen-tempel, administreret som en gren af Shokoku-ji, den store zen-institution andetsteds i byen, hvis munke stadig fører tilsyn med det. “Kinkaku-ji” — Den Gyldne Paviljons Tempel — er det navn, verden bruger, men på templets egne dokumenter kom hjortehave-templet Rokuon-ji først.
Det overlevede krigen, der jævnede Kyoto med jorden
Ōnin-krigen 1467–77 reducerede store dele af Kyoto til aske og ødelagde store dele af selve Rokuon-ji, men Den Gyldne Paviljon klarede den — templets egen historie beretter, at paviljonen, Stenens Fudō-hal og Goma-hallen undgik ødelæggelse, mens bygninger omkring dem brændte. I næsten fem hundrede år mere stod paviljonen som en af de meget få strukturer i byen, der havde overværet middelalderen ske, i stedet for at blive genopbygget efter den. Den levetid er, hvad der fik begivenhederne i 1950 til at ramme den japanske offentlighed så hårdt.
1950: branden, der chokerede Japan
I juli 1950 satte en ung munk fra templet ild til paviljonen, og trækonstruktionen — dengang over fem et halvt århundrede gammel — blev fuldstændigt ødelagt. Brandstiftelsen blev en af de mest omdiskuterede forbrydelser i efterkrigstidens Japan, mindre for selve gerningen end for, hvad den syntes at sige om besættelse og skønhed: Yukio Mishimas roman fra 1956, Den Gyldne Paviljon, genforestillede brandstifterens indre liv og fastholdt begivenheden permanent i verdenslitteraturen. Besøgende, der kender historien, betragter paviljonen anderledes — ikke som en antikvitet, men som noget engang tabt.
Genopbygningen i 1955 — kopi eller fortsættelse?
Paviljonen blev genopbygget i 1955, trofast efter den oprindelige struktur, og bladguldet og tagets fønix, du ser i dag, tilhører den genopbygning og dens senere renoveringer. Om det gør den “autentisk”, er et spørgsmål, som vestlige og japanske bevaringstraditioner besvarer forskelligt. I Japan, hvor helligdomme og templer altid er blevet fornyet — nogle rituelt genopbygget på en fast cyklus — fortsætter en trofast genopbygning på det oprindelige sted, udført af håndværkere med de oprindelige metoder, bygningen snarere end at erstatte den. UNESCO var enig: Kinkaku-ji blev optaget i 1994 som en del af De Historiske Monumenter i det Gamle Kyoto.
Tre etager, tre arkitekturer
Paviljonens virkelige raffinement er let at overse bag glansen: hver etage er bygget i en forskellig stil. Første etage følger shinden-stilen fra Heian-periodens paladsarkitektur — åben, horisontal, aristokratisk — og er bevidst efterladt uforgyldt. Anden etage bruger bukke-stilen fra samurai-residenser, hvis ydre er fuldt indpakket i bladguld. Den tredje er en zen-hal i kinesisk stil, forgyldt både indvendigt og udvendigt og kronet med en gylden fønix. Læst fra bund til top er det et socialt diagram over Yoshimitsus verden: hofadel, krigerklasse og zen-transcendens stablet i stigende rækkefølge — med shogunens egne lag, sigende nok, i guld.
Hvad du skal kigge efter, når du står ved dammen
Fra det berømte udsigtspunkt på tværs af Kyōko-chi-dammen, tjek de tre etager op mod deres stilarter: stueetagens enkle træværk og åbne veranda, den lukkede guld på mellemetagen, tempelvinduerne på toppen. Læg mærke til, hvordan guldet fremstår forskelligt, når skyerne bevæger sig — fladt og grafisk i overskyet lys, smeltende ved kanterne i lavt sollys. Og giv en tanke til selve spejlbilledet, som er bygningens andet liv: arkitekterne placerede paviljonen ved dammens kant netop for, at den skulle spejle sig selv i stille vand, en effekt, som roen kl. 9 leverer bedre end nogen anden time.